Søg

Image caption appears here

Add your deal, information or promotional text

BAG OM STUDIO ABOUT 2022

Bag Studio About står Mikkel Mikkelsen og Soffy Dombernowsky, der udover at eje Studio About sammen, også i privatlivet er partnere.   

Studio About blev oprettet tilbage i 2015. Som nystartet firma har man mange hatte på. Man er marketingansvarlig, direktør, chefdesigner og salgsansvarlig. De seneste år har de hyret ekstern arbejdskraft ind og ansat folk til de voksende opgaver. I dag står Soffy for al den daglige drift med stort fokus på brand og marketing, og Mikkel tager sig af designprocessen. Læs med her og kom ind bag kulissen på et fremadstormende dansk designbrand og hør mere om hverdagen som kvindelig iværksætter.    

FIRMA: Studio About, grundlagt i 2015.   

SOFFY: Medejer og uddannet klipper og fotograf  

MIKKEL: Medejer og uddannet arkitekt  

VISION: at skabe enkle, æstetiske og funktionelle interiør objekter i kompromisløs kvalitet.  
 

Denne artikel sætter vi fokus på Soffy Dombernowsky, der står for den daglige drift.  

IVÆRKSÆTTER, MEDEJER OG MOR 

Soffy er uddannet fotograf og klipper. Hun har i mange år arbejdet som fast freelancer ved DR og senere i produktionsbranchen. I dag er hun 36 år,  fuldtid som selvstændig, mor til 2 små børn og kærester med Mikkel.   
 

DRØMMEN OM IVÆRKSÆTTERI  

Soffy har siden endt uddannelse altid arbejdet som selvstændig, så derfor var det et naturligt skridt at springe fuldtid på Studio About.   
 

“Jeg befinder mig godt i noget, hvor jeg selv råder over min tid og elsker den usikkerhed, der også følger med. Du skal lige kæmpe lidt ekstra for dit arbejde, og det giver et kæmpe drive. Udover det giver Studio About mig en fleksibilitet i min hverdag, som er svær at finde i en fast stilling. Det med at være iværksætter handler jo meget om at få tingene til at lykkedes og se det vokse. “ - Soffy  

BRANDING OG MARKETING 

I en mindre virksomhed er der mange forskellige arbejdsopgaver, og man skal undervejs tilegne sig ny viden indenfor mange områder. Soffys primære område er branding og marketing. Disse to fokusområder er primære. Virksomheden bliver nødt til at skabe et stærkt brand for at gøre opmærksom på sig selv og for at kunderne kan identificere sig med produkterne og dermed gerne vil være en del af det univers, der nu er skabt af os. “I Studio About har vi en stærk ambition om at skabe et univers man kan blive inspireret af. Derfor laver vi ofte artikler med bla. DIY’s, gode ideer og spændende mennesker.” - Soffy.  

 
HÅRDT ARBEJDE OG LANGE DAGE  

Man får indimellem lyst til at give op!   

Der vil være dage som selvstændig, hvor man bare har lyst til at kaste håndklædet i ringen og stoppe, det vil være nemt at springe tilbage til det gamle liv og få en nogenlunde fast indtægt. De første mange år er der lange arbejdsdage, og man er altid på job, der er altid et eller andet, der skal ordnes akut. Det kræver overblik, overskud og en forstående omgangskreds. Der er en vild lækker fleksibilitet, men det er en udbredt misforståelse, at iværksætteri er lig med frihed- i hvert fald ikke de første mange år.   
 

“Det er for mig enormt spændende, men også en hård rejse, for det tager virkelig lang tid at bygge noget op.” - Soffy 

VOKSENDE VIRKSOMHED OG CHEF-ROLLE  

Med en startkapital på kun 25.000 kr , tilbage i 2015 har virksomheden stille og roligt udviklet sig til det, den er i dag - en virksomhed med kapital nok til at kunne udvikle nye designs og styrke salgsleddet, og rundt regnet være i 250 butikker rundt om i verden.  

“Salg er livsvigtigt for virksomheden, og vi kan ikke kun have fokus på vores designs, men vi skal hele tiden tænke markedsføring og salg ind i alt, hvad vi laver.” - Soffy   

Derfor har Soffy nu også fået titel som “chef” selvom den ikke falder hende helt naturligt at tage i brug. I takt med firmaets succes opstod behovet for uddelegering af opgaver for at kunne vækste. At gå fra at være en lille enmandshær til at have ansatte kræver noget ekstra, især skal man lære ikke at have en finger med i det hele. Man skal træne sine medarbejdere til at kunne klare sig selv og stole på, at de har styr på det. Dog er en af de vigtigeste opgaver i forhold til ansatte er, at alt glider, og hele tiden sørge for, at medarbejderene har det, der skal bruges for at kunne løse den pågældende opgave. 

“....der vil ikke være noget Studio About, hvis det ikke var fordi vi havde dygtige medarbejder, både faste og freelancere der støtter os, tror på os og har hjulpet os derhen hvor vi er i dag” - Soffy 

NETVÆRK   

Det seneste år er firmaet vokset hurtigt og har nået en størrelse, hvor det vil være oplagt at få stærkere kræfter ind og udvide netværket. Derfor var det oplagt at takke “ja” til Nordic Female Founders, da de kontaktede Soffy tidligere på året.   
 

“Nordic Female Founders blev grundlagt i efteråret 2020, fordi vores foundere Anne Stampe Olesen og Mia Wagner kunne se, der var brug for at gøre noget for at øge diversiteten i dansk iværksætteri. Kvindelige iværksættere havde ikke de muligheder, de to foundere mente, de burde have.   

Virksomheden er således skabt på ønsket om at gøre en forskel i Danmark. “ - fra NORDIC FEMALE FOUNDERS

Derfor var Soffy ovre og pitche virksomheden for deres Invester Club og lige nu arbejdes der i kulisserne med, hvad der skal komme ud af dette pitch.   

At blive en del af et større netværk som Female Founders er vigtigt for virksomhedens videre udvikling og det at skulle pitche foran så dygtige mennesker krævede mod og en dybere indsigt i virksomheden.   
 

KVINDELIGE ROLLEMODELLER  

“Som virksomhed spejler vi os selvfølgelig i andre virksomheder og startups. Det er fedt at følge med i, hvad der rør sig, og hvordan andre griber iværksætterlivet an. F.eks dygtige JULIE DAMHUS,  der har formået at skabe en stor keramikvirksomhed under eget navn med et tydeligt nærvær og personligt virksomheds-DNA. En anden dygtig kvinde er Bine Malund Lind, der har virksomheden STOFF NAGEL. Vi er faktisk blevet veninder og mødes ofte, hvor vi snakker rigtig meget om vores virksomheder:)” - Soffy. 

Det er ingen hemmelighed, at der er et mindretal af kvinder i iværksætterbranchen. Ikke desto mindre er der utroligt mange seje kvindelige rollemodeller derude. Når man selv er iværksætter og man bevæger sig ind i rollen som egen og andres chef, så er det vigtigt at kunne spejle sig i og følge med hos nogle, der har været eller lige nu er på samme rejse som en selv. Inspirationen kan findes mange steder, og en af de helt store kvindelige iværksættere i DK og en klar rollemodel er Pernille Lotus. Pernille Lotus står bag nordens største influencer virksomhed WE ARE CUBE.  

“Hun er vildt inspirerende og badass. Der er ingen tvivl om, at det hun har opnået i dag har krævet hårdt arbejde på alle fronter, men er landet et sted, hvor man kun kan sige “wauw” ” - Soffy   

Indenfor samme branche er indehaver af marketingbureauet CONFETTI, Christina Barré også en stor inspiration - det er spændende at følge med på sidelinien og se hendes virksomhed vokse støt og stærkt. 

Som iværksætter er man meget alene, især i opstarten, derfor er det vigtigt at udvide netværk og blive inspireret af andre der har gået vejen før dig. 

TO BE CONTINUED

Status på Studio About her i begyndelse 2022 er rigtig god, der er en del udfordringer med efterslæb fra corona og krigen i Ukraine, men fortsætter samme kurs og regner med at gå ind i nye markeder, heriblandt Tyskland og Norge.