z

Fri fragt på ordrer over 600,- / Leveringstid i DK = 1-3 dage

z

SØG

    z

    /HAVEN I APRIL

    FORÅRSHAVEN 

    Vejret skifter konstant og marts og april kan byde på alt slags vejr lige fra frost og sne, over regn og blæst, til varme og solskin. Frosten plejer dog at slippe sit tag i april måned og haven vågner langsomt op fra sin dvale.  

    Der er mange gøremål i haven i april og ikke mindst mange smukke forårsbebudere, der ikke kræver særlig meget pasning. NYD når solens stråler varmer og kig rundt i bede og krat for der er masser af grønne herligheder at finde. 

     forår_april_anemoner

    EKSPLOSION AF GRØNT 

    April måned er helt fantastisk, og der er så meget smukt grønt at glæde sig til. Snart dækkes skovene af det fineste anemonetæppe, du har måske allerede set de smukke lilla/blå hornvioler der allerede kigger frem i marts. Midt i april springer bøgen ud og alle de forskellige piletræer sætter knopper som ligner små gæslinger.  

    April måned er en måned med fart på og naturen eksploderer nærmest mens man blinker.  

    forår_blomster 

    HAVEN LIGE NU 

    Har du sidste år sat tidlige forårsløg vil de også titte frem og begynde at åbne sig, haven er allerede vært for blandt andet krokus, anemoner, erantis og ikke mindst den majestætiske vintergæk. Efter en vinter som i år, hvor sneen lå tykt i haverne, er det helt særligt at se de små farvede blomsterhoveder dukke op igennem den tøende sne. Efter den første bølge af smukke løgplanter, så begynder næste etape der blandt består af gule, røde og blå blomster. Perlehyacinter med deres himmelblå farve og alle afskygninger af gul i form af forskellige påskeliljer, pinseliljer, narcisisser mfl. Det er også nu, at de smukke tulipaner kommer frem og beriger os med deres skønhed og ikke mindst sprødhed. Vi har også en forkærlighed for de mere sarte og delikate vibeæg, der elegant svajer i den kolde vind. 

    Har du et udeområde eller en altan, så kan du nu tilplante dine bede, krukker og altankasser til med den klassiske stedmoderblomst eller den lidt mindre hornviol - begge planter findes i alle regnbuens farver, så det handler blot om at vælge. 

     

    EN VINTERGÆK, EN SOMMERNAR, EN FUGL FORUDEN... 

    Vidste du at der findes omkring 19 forskellige arter af vintergæk? De første vintergækker dukker allerede op i haverne slut februar og marts måned - skal du have en vintergæk med i dit gækkebrev, kan det være en god idé at plukke et par stykker og lægge dem i pres indtil påske.  

    Er du den heldige ejer af forskellige vintergækker og dukker de op i klynger, så kan du efter afblomstring grave dem op og dele dem i mindre klynger - på den måde kan du formere og sprede dem ud i haven. Har du ikke vintergækker i haven kan de købes i september måned og graves ned i 6-8 cm dybde, de tåler ikke stor udtørring, derfor er efteråret bedst til nye planter.  

    Du kan sagtens grave lidt vintergækker op, når deres grønne blade måler 2-3 cm, stille dem i din gang eller udestue et par dage og derefter tage dem ind i en Standing bubble med stort hul eller anden potte. Så kan du nyde de smukke gækker inde. 

    Når vintergækkerne skyder frem, så ved vi alle at foråret er på vej og solen ikke har glemt os. 

    studio_about_vintergæk_gul

    På billedet ses en grøn Standing bubble i høj version og en af vores nye rammer fra serien FRAMELESS.

    UDPLANTNING I KRUKKER OG BEDE 

    Har du forspiret planter indenfor i marts, så er det nu de kan sættes ud og nye kan sås inde – husk at følge vejledningen bag på dine frøposer.  

    Du kan plante forskellige slags stauder nu (en staude er en plante der kommer år efter år) bland gerne stauder med sommerblomster, forårsløg og græsser, på den måde får du et bed der aldrig står tomt. Der findes masser af inspiration på nettet om, hvordan du kan opbygge et bed, der bliver ved med at give og som ikke skal luges så ofte.  

     

    DEN LYSERØDE SKY 

    April er også måneden hvor de smukke, glamourøse japanske kirsebærtræer springer ud. De fylder hele instagram feedet med deres lyserøde blomster mod den klare blå forårshimmel. Japansk kirsebær kan nemt plantes i haven og er nem at få til at gro. Træet plantes bedst i efteråret, men nåede du ikke det, så kan det sagtens plantes i det tidlige forår, man skal blot være opmærksom på at det så kan komme til at trænge til vand når sommeren kommer.  Er du ikke den heldige ejer af et kirsebærtræ, så kan man heldigvis købe lidt grene hos blomsterhandleren og tage foråret med indenfor i vase - læs evt. artiklen om vores favorit grene her, hvor blandt andet de mere voluminiøse magnoliagrene også rangere højt på listen over vores favorit forårsbebudere. 

    forår_lyserød_sky

    kirsebærgren

    LYSERE DAGE OG PÅSKEBORD 

    Påsketid betyder for mange familietid og påskefrokoster. Dagene bliver lysere og lysere og man ved nu, at man er kommet igennem den mørke vinter. 

    Vi inviterer lidt familie til en fin lille påskefrokost med det klassiske kolde bord, massere af fisk, godt brød og grønt. Bordet dækker vi som regel med grønt fra haven, alt efter hvornår påsken falder og hvordan vinteren har været, er det meget varierende hvad man kan finde at grønt. 

    I år hvor påsken falder meget tidligt, så tager vi lidt grene ind i varmen, så de kan nå at få grønne blade knopper. Bordet dækkes med hvidt service og så en masse farve i form af vores egne Standing bubbles med stort hul til fyrfadslys og karse, nogle enkelte flower tubes i yellow og rose med påskeliljer eller tete-a-tete. 

    Vores store Bubble tube styles med lidt blandet grønt, vi er nok så heldige at kunne klippe lidt forsythia fra haven i år. Du kan se og få mere inspiration til din borddækning i vores artikel om emnet, find den her.